Case
Dechra opnår flere gevinster med en lagerautomat til varer med lav omsætningshastighed
Kan én enkelt lagerautomat gøre en væsentlig forskel på et lager med +7000 varenumre?
Det har vi spurgt om hos Dechra i Uldum, hvor Warehouse Manager Jørgen De Neergaard gennem det seneste år har høstet erfaringer med at flytte 350 af de varenumre, som flytter sig mindst, til en Modula lagerautomat.
Mere plads på færre kvadratmeter
Den nye lagerhal i 3 etager i Uldum eksisterede kun på en godkendt tegning, da Jørgen de Neergaard tiltrådte som Warehouse Manager for knapt tre år siden, og hurtigt så han, at der var for få kvadratmeter i forhold til Dechras vækst, og derfor blev en af hans første beslutninger at købe en lagerautomat.
Jørgen de Neergaards erfaring fra det første år med lagerautomaten er, at det i Dechras tilfælde har været en gevinst at automatisere denne forholdsvis lille procentdel af varelageret og det er især på grund af pladsbesparelsen, som har bidraget til at gøre plukkeruterne kortere.
Strenge myndighedskrav
Lagerautomaten skulle indeholde varenumrene med den længste omsætningshastighed og de mindste varer i fysisk forstand. Dechra forhandler og distribuerer blandt andet medicin til dyrlæger over hele Europa, og der er strenge myndighedskrav til håndtering af medicin. Derfor var det afgørende at lagerautomatens WMS kunne integreres med og på helt afgørende parametre tilpasses Dechras Oracle WMS. “Her i automaten har vi ca. 350 varenumre fordelt på 14 m2, så det er et rent spørgsmål om pladsoptimering, at vi har fået automaten ind,” forklarer Jørgen de Neergaard.
Modulas Lift lagerautomat med Premium WMS pakke blev valgt til opgaven, og i dag har den koncentreret 175 pallepladser på kun 14 m2 gulvplads, som tidligere krævede knap 123 m2. Lagerautomaten har taget toppen af behovet for mere lagerplads, og samtidig har den bidraget til at afkorte medarbejdernes plukkeruter.
Pallepladserne på lageret er fordelt efter ABC analyse og omsætningshastighed, og derfor ville de varerne med laveste omsætningshastighed være placeret længst væk i hallen. Medarbejderne laver 30-50 pluk fra lagerautomaten hver dag. Det er ikke ret meget, men det ville tage længere tid for medarbejderne at plukke disse varer, hvis de 350 varenumre var fordelt ud på knap 123 m2 gulv bagerst i lagerhallen.
Lagerautomaten er integreret med Oracle
Dechra stiller helt specifikke krav til indholdet i dataudvekslingen mellem lagerautomaten og Oracle, og Dechras egne IT-udviklere har adgang til at redigere og tilpasse dataudvekslingen. Myndighederne stiller krav til fuld sporbarhed på medicinen gennem hele værdikæden, og der skal være fuldstændig styr på udløbsdato og lot numre. Derfor er samspillet mellem Modulas WMS og Oracle altafgørende for levere valide data om beholdning og placering af hvert enkelt varenummer. Lagerautomaten sørger for at varer med kortest udløbsdato plukkes først, den kan sætte et varenummer i karantæne, så det ikke kan scannes til en ordre.
”Lagerautomaten har indfriet vores forventninger, og den har hjulpet os med at komprimere 175 pallepladser og 350 varenumre til kun 14 m2. Der var nogle udfordringer under montage og i driftsætningen, som vi fandt en fornuftig løsning på sammen med Hans Schourup,”
Jørgen de Neergaard, Warehouse Manager hos Dechra.
Opgaven:
Projektering, levering og montering af 1 stk. Modula ML50D lagerautomat med 35 skuffer og plads til 350 varenumre på 14 m2. Inkl. laser pointer og Premium WMS